Enlige mødre – en tendens

Når jeg bliver stor, vil jeg være enlig mor

Der bliver født flere og flere børn med en uoplyst far og en enlig mor. Men hvorfor vælger mødrene at være eneforsørgere, hvordan påvirker det børnene at vokse op uden en far – og hvem er egentlig den vigtigste forælder?


Hvorfor enlig mor?

I den første halvdel af 1990’erne var der meget få enlige mødre. Men fra 1995 steg antallet, og nu bliver der årligt født lidt under totusinde børn med en enlig mor og en uoplyst far. Men hvorfor vælger kvinderne at være eneforsørgere?

Statistikken tæller børn, der er 0 år det valgte år. Der tælles bagud: Antal børn i år 2011 er født i 2010, og antal børn i år 2010 er født i 2009. Kilde: Danmarks Statistik. Opgørelse fra hele landet. Danmarks Statistik har ikke nogen forklaring på, hvorfor stigningen skete i midten af 1990'erne.

”Samfundet har ændret syn på det at være alenemor og accepterer det i langt højere grad. Begrebet kernefamilie har ændret sig og behøver ikke længere være et gift par med fællesbørn. Nogle kvinder føler, at de ikke har brug for en mand, og så er der andre, som bliver gravide ved et tilfælde og beholder barnet alene,” forklarer psykolog Birgit Bruun. Hun tror, at alenemødre er en tendens, der vil forsætte.

Barnet har brug for både en kvindelig og mandlig kontaktperson for at forme sig bedst muligt. Modelfoto

Barnet har brug for både en kvindelig og mandlig kontaktperson for at forme sig bedst muligt. Modelfoto

Forvirrede børn

At vokse op uden begge sine forældre kan have konsekvenser. Det er vigtigt for et barn at have nogen at kunne spejle sig i og lære fra, men hvis den biologiske far ikke er involveret i forholdet, og der ikke findes nogen “socialfar” eller papfar, vil barnet mangle et mandligt forbillede. Det kan specielt skabe problemer for drengebørn, der kan have svært ved at finde sin egen identitet og kan blive forvirret omkring deres kønsrolle, hvis de ikke har en mand at sammenligne sig med.  Psykolog Birgit Bruun mener, at moderen er den vigtigste forælder i barnets første år, men efter treårsalderen vil faderens rolle vokse.

”Det er vigtigt for barnet at begge forældre er til stede og kan skabe stabilitet. Hvis man fravælger en far, skal man huske på, at man faktisk fravælger en meget stor del af barnets inderste kreds, som er med til at forme og danne barnet personlighed, og det er ikke altid det er moren der er den vigtigste forælder.”

Birgit Bruun mener også at man kan forvente, at ens barn vil forsøge at opsøge sin biologiske far, hvis moderen har fravalgt at indskrive ham i fødselsattesten.

Allerede fra barnet kan tale, vil moren blive stillet over for spørgsmål om faderens tilstedeværelse. Birgit Bruun mener, at det ikke kun er i starten af barnets liv, at det vil føle en trang til at finde ud af sin fortid, men at det, at finde og forstå sine rødder er noget, mennesker vil forsøge hele deres liv.

”Det ligger så dybt i os at vide, hvor vi kommer fra og hvem vi er. Det ser vi jo også i populære tv-programmer som ’Sporløs’.”

Talsmanden for Foreningen Far, Lars Hansen, mener, at det er diskriminerende, når man i Statsforvaltningen og i retten bruger navne på forældrene – så ved man, hvilket køn de er. Man burde i stedet se på forældrenes potentiale som forældre i stedet for at se på deres køn.

”Samfundet i dag anskuer stadig kvinder som primærforældre, og det gør det meget lettere for moren at få tildelt forældremyndighed. Jeg har personligt selv oplevet, at psykisk syge kvinder er endt med forældremyndigheden.”

For Foreningen Far handler det ikke om kun at hjælpe fædre, men om at barnet skal derhen, hvor det vil have det bedst, uden at barnets køn bliver taget med i betragtning.

”Her i Foreningen Far hjælper vi både mænd og kvinder. Vi forsøger at finde den løsning, der er bedst for barnets tarv,” forklarer han.

Når mor ikke må se sit barn

Det er ikke kun fædre, der kan miste kontakten til deres børn. Helene ser ikke længere sin datter. Den gamle Børnelov gav hende fuld forældremyndighed, fordi hun og pigens far ikke var gift. Hun fortæller, at da de gik fra hinanden, gjorde hendes datters far alt, han kunne for at få forældremyndighed over datteren. Han sendte breve til kommunen med påstanden om at Helene var en dårlig forælder, og han truede hende på livet. Han snød Helenes ældste datter, som hun har fra et andet forhold, til at bo ved ham, og for at holde børnene samlet, lod Helene deres fælles datter bo hos ham. Derefter smed han Helenes ældste datter ud. Helene fortæller, at han manipulerede hendes yngste datter til at gøre, som han sagde, og han nægtede datteren samvær med Helene i elleve måneder. Faren fik forældremyndigheden efter en sag i byretten, og Helene ankede til Landsretten. Her tabte Helene forældremyndigheden, fordi hun i sin tid frivilligt havde ladet den yngste datter bo fast hos faren. Både byretten og Landsretten ignorerede det faktum, at Helene ikke havde set sin datter i knap et år. Nu er der gået syv år.

Hør om Helenes liv i dag

Helene er anonym af hensyn til sin datter. Journalisterne kender til hendes identitet.

Fuld forældremyndighed – til hvem?

Forældreansvarsloven er lavet for barnets tarv. Dog er det kvinderne, der oftest løber med den fulde forældremyndighed. Det skyldes, at de fleste medarbejdede i Statsforvaltningen samt de psykologer, man spørger til råds i forældremyndighedssager ser verden ud fra det billede, at moderen er vigtigst for barnet. Dermed bliver der oftest dømt til mødrenes fordel. Det konkluderede tre studerende fra Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet i et bachelorprojekt i 2008. Projektet handlede om ligestilling af forældre.

I den nye børnelov vil man tilgodese barnets tarv, mørn og voksne har ikke den samme opfattelse af virkeligheden. Derfor er det ikke sikkert, at barnet forstår sin mors hensigter med at udelukke faderen fra barnets liv for at tilgodese barnets bedste. Omvendt taler barnet måske heller ikke for sin egen mening, hvis det for eksempel har hørt mor sige, at hun vil skade sig selv, hvis barnet ser sin far, og det så derefter ikke har lyst til at se sin far.

 

Ny mand = ny far

Der er mange enlige mødre, der får kærester i løbet af barnets første leveår. Disse kærester går i mange tilfælde ind og udfylder faderrollen. Men kan den nye mand udfylde faderrollen godt nok?

Psykolog Birgit Bruun mener, at en ”socialfar”, altså en far som agerer far, men ikke er det biologisk, kan være en lige så god forælder, som en biologisk far kan være.

”En ’socialfar’ kan sagtens udfylde rollen som en faderfigur, og gør det også tit, enten bevidst eller ubevidst. Men hvis barnet bliver opmærksom på, at det har en ’socialfar’ og ikke en biologisk far, vil barnet formegentlig forsøge, at opsøge sin biologiske far.”

Ifølge Birgit Bruun er det vigtigt, at barnet får noget mandlig påvirkning. En papfar er bedre end ingen far, og en mand, der agerer far gennem hele barnets liv, kan være lige så god som den biologiske far. Dog vil det ikke give svar på barnets spørgsmål om, hvor det kommer fra.