Stines historie

Stines far var en voldsmand – det siger hendes mor i hvert fald – men da Stine var lille, var hun sikker på, at han var en prins.

 

”Min mor skulle vist have mødt ham på et værtshus. Jeg ved det ikke, for hun er rigtig lukket og vil ikke rigtig fortælle mig noget.”

Det eneste, Stine egentlig kender til, er hans navn, at han kommer fra Pakistan, havde en kiosk, og at hun ligner ham rigtig meget.

”Der er et eller andet, der hiver i mig. Jeg vil jo gerne se, hvor meget jeg ligner ham og vide, hvem han er. På den anden side har jeg også de dér skræmmebilleder i hovedet: Vil han overhovedet have noget med mig at gøre?”

Sidste år blev over halvanden tusinde børn født af en enlig mor og med en ukendt far. For elleve år siden i 1990, dengang Stine Stefanova blev født, var tallet nede på fire hundrede.

 

Erstatningsfar

Hendes mor kommer fra Makedonien og fødte som 15årig Stine i Danmark. Stines far er ukendt, og Stines mor vil ikke fortælle hende om ham. Moren har et alkoholmisbrug, og det bliver sværere og sværere for Stine at få moren til at fortælle noget om hendes far – men det bliver også sværere for hende at tro på det, der endelig bliver fortalt. Moren har ikke kunnet forsørge Stine, der af den grund har været på børnehjem og i plejefamilie, fra hun var ni måneder gammel. Hun elsker sine plejeforældre, og hendes plejefar har optrådt i hendes liv som en rigtig far.

”Han er et dejligt menneske, og han er der altid for mig. Mine plejeforældre er grunden til, at jeg har klaret mig så godt i livet. Jeg ved, at der er nogen, der elsker mig. Det kan godt være, jeg ikke er sat i verden for min skyld eller for mine forældres skyld, men de to holder af mig og har behov for, at jeg er i deres liv.”

 

Far-datterdag

Nogle enkelte gange har Stine alligevel kunnet mærke, at hendes familiesituation ikke er ligesom de fleste andres.

”Jeg kan huske engang, da jeg var mindre, da holdt to af mine veninder far-datterdag, hvor de tog i biografen med deres fædre. Dér blev jeg ked af det, for jeg har jo ikke nogen far..”

Stines plejeforældre har forklaret hende, at de ikke er hendes rigtige forældre, og de har lært hende at acceptere det.  Men folk ser ned på hende, når hun forklarer, at hun ikke har nogen far. De har ondt af hende, og det er hårdt.

”Nogen gange ville jeg ønske, at jeg bare kunne sige, at mine plejeforældre er mine rigtige forældre, for det ville være et rosenrødt billede,” fortæller hun.

Det er hændt, at Stine ikke har fortalt sandheden om sin familiesituation.

”Når jeg har løjet, har det været fordi, jeg ikke har kunnet overskue at forklare og udlægge mig selv. Det har nok også været fordi, det er sjovt at se mig selv i et andet billede og se, om folk tror på det. Det gør de. Engang var der en pige, der åbnede sig fuldstændig for mig, fordi hun troede, jeg var muslim og fra Pakistan ligesom hende. Så fortalte hun mig hele sin historie, og jeg spillede med: ”Hold da op. Min far accepterer da, at jeg går i byen, og jeg må gerne drikke og have en kæreste.” Jeg byggede bare på. Det var måske også et billede af, hvordan jeg ville have, at han skulle være.”

 

Den perfekte barndom?

Stine er glad for, at hun har tilbragt størstedelen af sit liv hos sine plejeforældre, men da hun var mindre, var billedet af den perfekte barndom, at hun skulle bo hos sin mor. Hendes biologiske far har aldrig været en del af tanken. Hun forklarer: ”Det er svært at sætte ham ind i det billede, når han aldrig har været der, og når jeg ikke ved, hvem han er.”

Stine har fået sin første kæreste. Hun tror, at hendes manglende kontakt med sin far er en del af grunden til det sent begyndte parforhold. Hendes mors forskellige voldelige mænd har også skræmt hende, og hun har været meget påpasselig. Men Stine synes, hendes plejefar har opvejet skræmmebilledet af mænd – og den kæreste, hun med grundighed har valgt i dag, er en god mand.

Det er vigtigt for Stine, at hendes kommende børn vokser op med en far: ”Jeg vil jo gerne give mine børn det, jeg ikke selv havde, og jeg synes, det er vigtigt, at mine børn får en far, som er der for dem!”

Hvem er min far – hvem er jeg?

Der står ikke noget om Stines far i hendes fødselsattest. Det ærgrer hende.

”Med alle de muligheder, man har i dag, ville jeg med hans fulde navn kunne undersøge, hvem han var, uden at han vidste, hvem jeg var. Jeg har prøvet at skrive hans navn og så ”Pakistan” og ”kiosk” på Google, men det får jeg ikke noget ud af. Jeg har også prøvet på Facebook, men det giver mig heller ikke noget svar. Det ville være rart med et helt navn på dåbsattesten, så jeg kunne få et billede af ham eller et eller andet. Jeg ved ikke, hvad det skulle gøre for mig, men jeg ville gerne finde ud af, om de ting, min mor siger, passer. Det havde jeg bedre kunnet finde ud af, hvis der stod et navn.”

Måske får Stine aldrig svar. Hun mangler ham ikke i sit liv, men hun kunne godt have ønsket at finde ud af, hvem han er – for derved at finde ud af mere om sig selv.

”På den ene side har jeg ikke manglet en faderfigur i mit liv, fordi min plejefar altid har været der for mig, som en far er der for sin datter. Det er bare det… Hvordan ligner jeg min rigtige far? Har vi noget til fælles?

… Ved han overhovedet, at jeg eksisterer?”